Min Træfamilie
”Min Træfamilie” – et kontinuerligt projekt i udvikling.
I mit liv har jeg altid, både som barn og voksen, følt mig stærkt forbundet til naturen og særligt til træer. I mine forskellige habitater gennem livet har jeg haft yndlingstræer, som jeg er særligt draget af og har resonans med, som var jeg forbundet til dem gennem usynlige linjer. Yndlingstræerne står som livsvidner til en særlig periode i mit liv, og resonansen, der forbinder mig til træerne, arbejder jeg med kunstnerisk.
”Min Træfamilie” jeg har valgt at arbejde med resonans af 6 forskellige træer, senere kommer andre til:
- Den gamle eg i Åmosen, Klopstock Egen, Kgs. Lyngby, (mit barndomshabitat)
- Den store skovfyr i Vibo Plantage, Nykøbings Sj. Koglen er oplagt her. (Habitat der omfavner hele min levetid)
- Det store asketræ i Lynæs, (Habitatet hvor jeg bor)
- Palmetræ på Cayman Islands, (Habitat hvor jeg boede som ung, blev gift og min 1. søn er født)
- Tamarind Træ ved La Soufriere, Saint Vincent, (Habitat hvor jeg mødte mit livs kærlighed)
- Guanacaste – solkrukke- Costa Rica (Habitat hvor naturens store energier åbenbarer sig)
Min praksis
I mit keramiske værksted har jeg i en tid arbejdet kunstnerisk med denne forbundethed / resonans. Det er blevet til et meget personligt, poetisk projekt, hvor jeg i mit værksted rejser i tid og sted gennem mit liv og derigennem hylder mit livs væsentligste habitater gennem træerne. Hvert udvalgt træ er som en kondenseret energi på et bestemt geografisk sted på et bestemt tidspunkt i mit liv.
Således tager hver af mine store krukker navn fra og sjæl efter et af disse træer. Titlerne indeholder træets navn og den geografiske placering, af og til med koordinaterne.
Krukkernes form og stoflighed billedliggør træernes frø / frugter / kogler og indikerer tiden, der kommer efter os, noget evindeligt. De bliver en poetisk afspejling af træernes eksistens og liv. For træerne beboer én verden, én energi og i samhørighed med naturen, de udstråler en langsomhed, et eget levet liv, der samtidig giver liv til resten af planeten. Vi mennesker lever i en anden verden og med en anden energi. Vi har sent forstået, hvor livgivende træer er for os. Jeg kan ikke få nok af træer, så nu har jeg plantet 50 halvstore af slagsen i mit sommerhus.
I mit værksted eksperimenterer jeg med at udvikle glasurer tilpasset hver krukke, så jeg bedste muligt skaber en nærmest håndgribelig og konkret forbindelse mellem træerne og krukkerne. Glasurerne tilfører værkerne en særegen stoflighed og en farveholdning, der afspejler min opfattelse af det givne træs essens.
De store krukker drejes i et særligt ungarsk ler, hvis egenskaber gør det teknisk muligt at lave værkerne, både størrelsesmæssigt og formmæssigt, så træets frugter og strukturer kan billedliggøres på poetisk vis. Krukkernes indvendige rum og fylde er for mig lige så vigtigt og nærmest livgivende som deres udvendige linjer, hvor proportionerne mellem bunden og åbningen er afgørende for værkets skønhed og betydningen af måden, værket indtager rummet.
Processen og indsamling af data fra habitaterne
Ud over selv at indsamle materiale, tage fotos mv. i habitaterne får jeg i processen brug for assistance fra mine venner. Blandt andet fra Ole Mengels planteprojekt på bjergsiden i Costa Rica, Highland Anthuriums.
Faktuelle kommentarer omkring nogle af træerne i mine habitater:
Den gamle eg i Åmosen, Klopstock Egen, Kgs. Lyngby. 850 år gammel, prinsessestien syd for Skovtoftebakken.
Her ses en fotoregistrering af træet i perioden fra d. 31.okt 2018 til d. 24. sept. 2022. Fotografierne ligger i fortløbende datoer, er taget fra den samme position og registrerer egen og dens sted igennem 4 år.
Palme på Cayman Islands. Cottage Cove Nord for Boddentown. Sidste år fejede orkanen Ian kategori 4 over Cayman Islands med ødelæggelser til følge. Verdens klima viser endnu en gang tænder.
Krukke der præsenterer dette habitat kan også navngives ”Regnskoven græder”.
Stort Tamarind træ, ved vulkanen La Soufriere, Richmond Vale, nord for Chateaubelair, vestkysten af St. Vincent.
Siden jeg boede på St. Vincent over en årrække og var nabo til vulkanen La Soufríere har der for 2 år siden været et kraftigt vulkanudbrud. (laver forsøg med at tilføre vulkansk aske til glasuren til denne krukke).
Guanacaste – solkrukke- Costa Rica. Krukken symboliserer ud over Guanacaste træet også solen.
Litteratur, vigtige kilder, inspiration, m.v.,:
Min fars Herbarium, uåbnet i 70 år, fragilt, smukt og nøjagtige optegnelser af 700 danske planter og træer.
Greenpeaces nyhedsbreve og arbejde
Palmehuset, Botanisk Have, København,
Pipi-Lotti Risk
”Træmuseet” – C. Y. Frostholm 2018
Judi Dench My Passion for Trees” BBC documentary 2017
Charlotte Weitze, skønlitteratur 2021, ”Rosarium”
H. C. Andersen, eventyr 1858, ”Det gamle egetræs sidste drøm”
Notater i breve og optegnelser.
Opdateres undervejs i projektet.
Her fra habitat i Costa Rica.
På fotoet ses træplantnings projekt af oprindelige træer på bjergside i Costa Rica. Ole Mengel og hans kollegaer fra Highland Anthurium indsamler frø fra regnskov, potter frøene og passer de nye træer. Når de er ca. 1 m høje tilkaldes frivillige fra området, hvor de i fællesskab udplanter de mange nye træer på bjerget.